Hvem snyder hvem?
Valgtumult og bestikkelse i Guinea 1993/94

 

Mine alt for sparsomme franskkundskaber har tit været et problem for mig. Ganske vist er der - selv i fransktalende lande - ofte en eller anden i nærheden som kan lidt engelsk, men som regel er ordforrådet så begrænset, at kommunikationen bliver derefter...
  Jeg husker kun et enkelt tilfælde, hvor jeg har kunnet drage fordel af den situation. Og det var i Guinea...
  Jeg skulle have vekslet en 20£-seddel. Banken i lufthavnen var lukket, men der var masser af uofficielle vekselerer lige uden for lufthavnsbygningen. Det var dog ikke helt så nemt at veksle pund, som det var at veksle dollars, og jeg var ikke helt tilfreds med den kurs de tilbød mig.
  Jeg satte mig ind i en taxa og var klar til at tage ind til hovedstaden Conakry, da der pludselig kom en ung fyr og tilbød mig at veksle 20£-sedlen til en yderst favorabel kurs. Jeg slog selvfølgelig straks til, og vi fortsatte ind mod byen.
  Først bagefter forstod jeg hvorfor jeg havde fået så meget for den. Manden troede det var en 50£-seddel!....
  Det var nemlig sådan at taxachaufføren kunne nogle få brokker på engelsk, og han havde "hjulpet" den unge mand. Problemet var bare at samme chauffør rodede ganske forfærdeligt rundt i tallene, så han f.eks. troede at 20 hed fifty på engelsk...
  Det er bestemt ikke fordi jeg føler mig særlig stolt over at have snydt en mand der bor i et forarmet land, men for det første havde jeg ikke alvorligt prøvet at snyde ham, jeg havde bare taget imod et godt tilbud... Og desuden havde han givet vis snydt mange andre turister. De penge jeg havde fået svarede hverken til 20 eller 50£, de svarede nærmest til 35£... Med andre ord, han ønskede at snyde mig for ca. lige så meget som jeg kom til at snyde ham for...
  På vej ind mod byen har jeg en voldsom diskussion med chaufføren. Han bliver ved med at spørge hvorfor jeg dog ikke tager ind på et andet hotel end det jeg bestemt mig for, når det andet hotel nu er meget billigere, og så nævner han i øvrigt en pris der er betydeligt dyrere... Og så snakker han også hele tiden om at taxaturen koster 40.000 guina-franc, selv om vi fra starten havde aftalt 15.000 (ca. 50 kr). Men da jeg så gav ham det aftalte beløb protesterede han slet ikke...
  Det var faktisk først bagefter, da jeg sad på mit hotelværelse og efterrationaliserede begivenhederne, at det for alvor gik op for mig at manden bare havde byttet fuldstændig rundt på de engelske tal...
  Det var faktisk anden gang under denne rejse til Vestafrika, at jeg var i Guinea. Min billet fra Danmark gjaldt nemlig ud og hjem fra Conakry, men i en stor del af den mellemliggende tid havde jeg været i Sierrra Leone.
  Første gang jeg kom var jeg blevet stoppet ved helbredskontrollen, fordi jeg ikke var blevet vaccineret for kolera hjemmefra. Problemet var dog ikke større end at jeg måtte betale damen 10$ for at lade mig slippe igennem alligevel...
  Jeg fik hurtigt lært at den slags små problemer altid klares med lidt bestikkelse. Det er simpelthen almindelig kutyme...
  Der havde lige været valg i Guinea og alt virkede kaotisk. Der var militær alle vegne af frygt for oppositionens reaktion. På vej fra lufthavnen og ind til byen var der adskillige checkpoints. Der var også et vrimmel af mennesker i gaderne, og et sted var der stort postyr, åbenbart fordi nogle mennesker var blevet kørt ned. Taxaen blev derfor dirigeret en anden vej ind mod byen.
  Jeg ved at man skal være yderst forsigtig med at fotografere i mange af de vestafrikanske lande, og det er en ting som i høj grad også gælder for Guinea. Jeg syntes ellers at jeg var yderst diskret, da jeg tog nogle få billeder inde i byen, men alligevel blev jeg passet op af en mand som spurgte om jeg havde fototilladelse, og det måtte jeg jo så beklageligvis tilstå at jeg ikke havde. Han ville gerne have mit navn, og have at vide hvilket hotel jeg boede på. Problemet blev dog klaret med 5$....
  Senere på dagen kom manden så igen hen til mig, og påstod han havde set mig tage flere billeder. Eftersom jeg kun havde taget et enkelt billede siden jeg mødte ham første gang, og da det var på et sted hvor han på ingen måde kunne have set mig, protesterede jeg kraftigt. Det lykkedes mig til sidst at ryste ham af mig, men hele situationen havde gjort mig lidt nervøs ved overhovedet at færdes i gaderne, og fotografiapparatet holdt jeg fremover godt skjult. .
  Hele stemningen i byen virkede heller ikke just betryggende. Godt nok var det nærmest glædesdemonstrationer man så i gaderne, men man vidste aldrig helt hvornår det pludselig ville kamme over og udløse voldeligheder. Af og til høres skud, og et sted ser jeg nogle militærpersoner som skyder hæmningsløst op i luften og skråt ud over vandet...
  Jeg var derfor glad over at skulle forlade landet allerede dagen efter for at rejse videre til Sierra Leone. Men, men , men...
  Jeg ville gerne veksle lidt penge i lufthavnen, så jeg havde en smule lokal valuta når jeg kom tilbage til Guinea. Banken var lukket (selvfølgelig..), men "en flink mand" hjalp mig med at veksle alligevel. Da jeg senere kommer ind i afgangshallen bliver jeg til min store overraskelse checket af præcis den samme person...
  Han spørger mig om jeg har noget lokal valuta, og det må jeg jo desværre tilstå, og så får jeg "lov til" at veksle det hele tilbage igen til den halve kurs!
Dette var dog langtfra det største problem....
  Det største problem var at jeg overhovedet ikke kom af sted med flyet! Det var nemlig overbooket, og der gik først et nyt tre dage senere, og så måtte jeg i stedet tage hele vejen over landjorden i en taxa sammen med en engelsk præst... Og vi kom for sent til grænsen og måtte overnatte på et ubeskriveligt elendigt hotel... Og grænsen var for øvrigt lukket, og det ville den blive ved med at være adskillige dage fremover.... Så vi måtte betale hver 100$ i bestikkelse for alligevel at komme over... (Læs mere om alt dette i min beretning fra Sierra Leone)...
  Nu tilbage til udgangspunktet. Jeg var altså for anden gang kommet til Guinea. Gemytterne var faldet lidt til ro, men damen ved helbredschecket havde ikke ændret sig. Hun forlangte stadig 10$ for at give mig lov til at komme ind uden koleravaccination... Jeg var blevet lidt mere rutineret så jeg gav hende 5$, og sagde at det måtte være rigeligt... Hun blev lidt muggen, men det lykkedes mig faktisk at få hende til at acceptere det.
  Så blev jeg mødt af en fyr der "lige ville hjælpe mig". Før jeg havde set mig om havde han snuppet pas og billetter og dirigeret mig videre igennem... Jeg fulgte hurtigt efter ham, og fik snart pas og billetter vristet fra ham igen. Han ville også lige "hjælpe mig" med en taxa, og så selvfølgelig hjælpe mig af med lidt penge fordi han nu havde været så venlig at hjælpe mig....
  Det lykkedes mig at afvise ham. Og så var det jeg skulle veksle penge, og scorede lidt ekstra på grund af taxachaufførens begrænsede engelskkundskaber...
  Jeg slap ikke for et gensyn med den unge mand der så venligt have givet mig alt for meget for en 20£-seddel. Da jeg to dage senere for sidste gang forlod landet var jeg dårligt ankommet til lufthavnen før han kom hen til mig. Han var i selskab med en engelskkyndig person, og vi satte ham os op på lufthavnens terrasse for at diskutere sagen...
  Han bad mig så mindeligt om at få dækket sit tab. Jeg forklarede at det sådan set var hans egen fejl at han ikke kendte forskel på 20 og 50, specielt da tallet stod på sedlen.. Jeg fik ham også til at indrømme, at jeg faktisk ville være blevet snydt hvis det virkelig havde været en 50£-seddel.
  Alt i alt var han helt og aldeles klar over, at det var op til min nåde og barmhjertighed om jeg ville give ham lidt penge tilbage. Jeg forbarmede mig dog lidt over ham og dækkede noget af hans tab, idet jeg forklarede ham, at det var alt hvad jeg kunne undvære.
  Det forstod han meget godt og erklærede sig tilfreds. Jeg købte lidt peanuts og appelsiner for mine sidste lokale penge og begav mig så til indcheckningen..
  Så viser det sig desværre at der skal betales lufthavnsskat. Det burde jeg ikke have været specielt overrasket over, efter som dette er helt normal de fleste steder uden for Europa. Jeg havde bare ikke set oplysning om det nogle steder, og den eneste valuta jeg havde (bortset fra enkelte 1$-sedler) var endnu en 20£-seddel, og den kunne de ikke veksle... (Årsagen til at jeg havde engelske penge skal søges i mit flygtige bekendtskab med den tidlige omtalte engelske præst).
  Jeg spørger hvad jeg skal stille op, og får at vide at jeg bare kan veksle i banken. Hvilken bank? spørger jeg, og en mand følger mig så ud til banken i lufthavnen, der til hans store overraskelse er lukket. (Den havde ikke været åben på noget som helst tidspunkt, de gange jeg havde været der). Jeg forklarer ham så, at den eneste "bank" der er "åben", det er ude på gaden. Det må han så acceptere. Jeg går ud og veksler, dog ikke ved den samme unge mand! Men jeg undgår selvfølgelig ikke at blive snydt. Dog får jeg en 10$-seddel tilbage sammen med det jeg skal betale for lufthavnsskat.
  Jeg får betalt og får mit boardingpass. Manden i immigrationen vil meget gerne have en "gave" af mig fordi det er nytår! .. Jeg tillader mig at tage det som en vittighed....
  Ved sikkerhedschecket bliver min taske gennemrodet, selv om den har været gennemlyst, og den pågældende official beslutter sig for at hans arbejde bør belønnes med 2$...
  Jeg smækker en enkelt 1$-seddel på bordet, og siger meget bestemt til ham, at det må være rigeligt.
  Han accepterer. Endelig er jeg igennem!!
 
email
© 2004 Bjarne Lund-Jensen

2008-02-21 17:50:27

...