 |
BORGERKRIG? HER?? |
|
Jeg læser avisens oplysninger en gang til: Kampene mellem regeringshæren og oprørerne... etc. etc. Kan det virkelig være rigtigt? Er der borgerkrig i landet? Åbenbart.... Så forstår jeg bedre alle de sikkerhedscheck jeg har været igennem... Men hvordan kan jeg være så dum at tage til et land hvor der er borgerkrig? .. Helt ærligt, jeg anede ikke at der var krig!!! Det var i slutningen af 1993 og på det tidspunkt var der ikke mange i Danmark der kendte til borgerkrigen i Sierra Leone. Faktisk havde der været borgerkrig siden 1991, men hvordan skulle jeg vide det? Ikke engang den pæne mand på konsulatet i København havde fortalt mig det. Han havde godt nok spurgt mig hvad i alverden jeg ville til Sierra Leone efter... Men han kunne nu godt have fortalt mig, hvorfor han stillede det spørgsmål! Jeg må dog indrømme at jeg følte mig lidt dum. Jeg havde været i landet i fire dage, og havde godt nok undret mig over den totale mangel på turister. Men først nu gik det op for mig at der vat borgerkrig... Dagen igennem havde jeg prøvet at finde ud af hvordan jeg egentlig skulle komme ud af landet. Det havde været min plan at tage over landjorden til Guinea, hvorfra jeg havde flybillet til København. Men grænsen var lukket. Jeg havde også fået oplyst at der gik skib til Guinea, men da jeg kom ned til havnen, fik jeg at vide at skibet ikke havde sejlet det sidste halve år, og der var ingen udsigt til at sejlforbindelsen ville blive genoprettet.. Jeg måtte altså se om jeg kunne købe en flybillet... Jeg skulle rent faktisk have været ankommet til landet med fly. Men flyet fra Conakry i Guinea til Sierra Leones hovedstad Freetown var overbooket. Den dag hvor jeg skulle af sted fra Conakry var der nærmest kaos i lufthavnen. Det lykkedes mig med lidt hjælp fra en indfødt at få kæmpet mig vej frem til skranken, og i første omgang blev jeg lovet at jeg nok skulle komme med flyet. Ved siden af mig stod der en engelsk præst. Han var iført sin præstekrave, og fortalte mig, at han ved tydeligt at vise sin præstestand ofte var kommet let igennem selv de vanskeligste situationer. Præsten skulle også til at Freetown. Han var overbevist om at vi nok skulle kom afsted. Vi ventede og ventede... Tre timer ventede vi, og jeg blev mere og mere nervøs. Jeg vidste at flyet nødvendigvis måtte afgå meget snart. Men præsten tog det hele med ophøjet ro. Det var faktisk først da dørene blev lukket, og vi gennem vinduet kunne ane flyet rulle væk, at det gik op for den gode præst - the reverend John Smith - at hverken hen eller jeg kom med flyet... Så tog fanden ellers ved præsten. Han for op, ja han kravlede næsten helt op over skranken alt imens han greb fat i en dem der stod ved indcheckningen. Og han råbte og skreg: Han havde billet! Han skulle af sted! Hans bror ventede ham! Han havde medicin med til hospitalet hvor broderen arbejdede! Det skulle nå frem! Intet nyttede, og det næste fly gik først om tre dage. Da præsten endelig var faldet lidt ned blev vi enige om at vi var nødt til at dele en taxa til grænsen. Da vi endelig kom frem var det for sent. Der var ikke flere der kunne kommer over den dag. Og den følgende dag og i længere tid fremover ville grænsen være lukket. Nu skal det siges, at selvom en grænse i Afrika er lukket, så er det naturligvis ikke ensbetydende med at man ikke kan komme over! Det betyder blot, at det er meget dyrt at komme over! 100$ hver måtte vi betale næste morgen for at komme videre. Natten tilbragte vi i en lille dobbeltseng i et ubeskriveligt elendigt grænsehotel, hvor "toilettet" blot var et mørkt stinkende rum uden vand eller andre faciliteter.. Næste morgen - taxa videre til Freetown. Undervejs passerede vi adskillige checkpoints, og havde også en enkelt punktering, men ellers kom videre igennem uden problemer. Jeg fik afregnet med præsten, der trods alt var lykkelig over at være nået frem, og lejede mig så ind på et af byens bedste hoteller. Her havde jeg næste morgen en lidt speciel oplevelse... Jeg sidder og nyder morgenkaffen, da en purung pige sætter sig over for mig. Jeg spørger høfligt hvad hendes ærinde er. - Jeg venter på min far der kommer hjem fra Amerika, siger hun, tager så mine nøgler, noterer sig nummeret, lægger dem tilbage igen, og siger: - Jeg kommer og besøger dig... Jeg når slet ikke at protestere. Da jeg en lille time senere sidder på badeværelset i mit hotelrum og forretter et naturligt ærinde går døren pludselig op... Det er den samme pige. Han fortsætter direkte ud på badeværelset, kigger smilende op og ned ad mig. Hun har taget en T-shirt på, hvorpå der står: Sex on the Beach! .. - Den har min far givet mig, siger hun sødt. Jeg beder hende om at være så venlig at træde uden for indtil jeg har gjort mig færdig... Da jeg kommer ud af badeværelset, har hun taget trøjen af, og står med nøgen overkrop. Små kønne ungpigebryster... Hun må være højst 16 år, tænker jeg... Hvor meget jeg end kunnne fristes, så havde jeg besluttet mig for, at holde mig langt væk fra afrikanske piger. Kondom eller ej... Jeg ville ikke tage nogen chancer. Jeg får hende ud, sætter mig ned, sunder mig lidt, pudser min glorie... Jo, jeg forstår godt at der nogen som går i gyngen... De næste dage tilbragte jeg ved den udmærkede 7 km lange sandstrand lidt uden for hovedstaden, Jeg så stort set kun så lokale, næsten ingen turister. Derefter vendte jeg tilbage til Freetown. Og nu var det altså, at det var gået op for mig, at der var borgerkrig i landet... Jeg begyndte at føle mig lidt mere usikker. På gaden, hvor jeg køber lidt mad, bemærker jeg en flig af et gammelt Ekstrablad, der bruges som indpakningspapir. "Dansker dræbt med nakkeskud," står der i en overskrift. Jeg føler mig ikke spor bedre tilpas.. Skæbnen vil at jeg netop denne dag render ind i en mand der begynder at udspørge mig om hvem jeg er og hvor jeg skal hen. Jeg afviser ham og søger tilflugt på en lille café. Kort efter vender manden tilbage sammen med en politibetjent.. Politimanden indleder med at anbefale at jeg giver både ham og den anden mand en øl. Det gør jeg så. Herefter udspørges jeg på kryds og tværs. Politibetjentet gør meget ud af at fortælle, at jeg bare skal tage det helt roligt, det er et rent rutinecheck. Stor er derfor min overraskelse, da han efter nogen tid erklærer at han ikke er tilfreds, jeg kan tilsyneladende ikke dokumentere årsagen til min tilstedeværelse i tilstrækkelig grad. - Jamen jeg er jo bare turist, protesterer jeg. - Du har sagt at du er skolelærer. Hvorfor kan du ikke dokumentere det! Jeg bliver nødt til at tage dig med til politistationen! - Ok, jamen så lad os da komme afsted, siger jeg så. - Nej, nej, lad os bare tage det stille og roligt og få os en øl mere! Vi får os endnu en øl. Den mystiske person som først tiltalte mig, begynder nu at udspørge mig på en underlig lavmælt facon. Det forklarer at han er sikkerhedsagent. - Fortryder du ikke hvad du har gjort? Spørger han. - Fortryder hvad? - At du har opført dig så dumt! Jeg forstår ikke noget som helst. Jeg beder ham forklare. - Hvorfor har du ikke henvendt dig til immigrationskontoret?. Jeg fremviser endnu engang mit pas, hvoraf det fremgår at jeg har en uges opholdstilladelse. - Men du har jo ingen billet ud af landet! - Den køber jeg i morgen! Der er nu dukket en pige op i lokalet som betjenten påstår er hans søster og hun skal også have noget drikke, og så skal hun for øvrigt have lidt at spise. Og betjenten trænger til en øl mere. Jeg spørger ham om han mener at have godt af at drikke så meget øl! - Jeg kan drikke mindst ti øl, siger han. Det betvivler jeg naturligvis ikke. Jeg ville bare foretrække at det ikke var for mine penge.. Jeg er begyndt at tage situationen lidt mere afslappet, og spørger betjenten om forskellige ting, bl.a. om det virkelig er rigtigt at der er borgerkrig i landet. Han er noget overrasket over min uvidenhed. - Det er en streng krig, siger han. - Vi lider. Vort folk bliver mere og mere forarmet. Jeg får faktisk en helt god snak med ham, men det er selvfølgelig gået op for mig, hvad der egentlig ligger bag de to herres vedholdende udspørgen af mig: De vil ganske enkelt forsøge at presse penge ud af mig. Det får jeg yderligere bekræftet, da jeg utålmodigt spørger sikkerhedsagenten, hvor længe de har tænkt sig at fortsætte. - It's up to your descretion.... - Min hvad for noget? Herefter insisterer jeg på at vi går direkte til politistationen. Det huer tydeligvis ingen af dem, men betjenten kan naturligvis ikke gøre andet end at tage mig med. Det har han jo selv sagt han ville! På vej til politistationen forsvinder sikkerhedsagenten lige så stille. Vi kommer op på et kontor, hvor der sidder en mand hvis korpus tydeligt viser at han er chef! Det hele tog ikke ret lang tid, Betjenten blev skældt hæder og ære fra, dels for at have forlystet sig lidt for længe i caféen, og dels for at spilde chefens tid! Selv fik jeg blot at vide, at jeg skulle henvende mig til immigrationskontoret næste dag. Betjenten og en kompagnon følger mig helt hjem til mit hotel. De går med op på værelset og er næsten ikke til at smide ud. De fortæller mig, at jeg skal møde dem et bestemt sted næste dag, så de kan følge mig til immigrationskontoret. De har tydeligvis endnu ikke helt opgivet at få lokket penge ud af mig! Men jeg får dem ud, og jeg opsøger dem absolut ikke igen. Jeg får købt en flybillet den følgende dag. Derefter går jeg for en sikkerheds skyld til immigrationskontoret, hvor de blot er dybt overraskede over at jeg kommer, når jeg alligevel har en flybillet ud af landet. Det er ikke let at være turist i et land som er hærget af borgerkrig! |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:27 |