 |
Beiruts problemfyldte genopbygning |
|
- You can not get a visa! ... Den bryske herre på den libanesiske ambassade i Amman kylede mit pas hen over disken, og vendte sig om..... Et meget heftigt "WHAT"?? fra min side fik ham dog til - lettere forbløffet - at se på mig igen og fremmumle, at jeg jo bare kunne have søgt om visum i Danmark. - Jeg har allerede sagt at der ikke er nogen libanesisk ambassade i Danmark, svarede jeg træt. Jeg var taget til Amman i Jordan for herfra at søge visum til Syrien og Libanon. 21 år tidligere - i 1974 - havde jeg første gang forsøgt at komme til Beirut i Libanon. Kl. 3 om natten havde jeg stået i silende regn ved et hotel i Rumænien, og ventet på den bus der skulle køre mig til lufthavnen. Jeg var med rejseselskab, så alt var klappet og klart... troede jeg... Men der kom ingen bus. Den var desværre kørt til et forkert hotel. Så jeg kom ikke til Beirut.... Den flinke danske guide var meget ked ad fejltagelsen, så jeg trøstede ham med, at jeg såmænd alligevel havde tænkt mig at tage en lidt længere rejse til Libanon næste år... Næste år blev der krig... så jeg kom ikke til Beirut... Men nu.. endelig... skulle det være. Borgerkrigen var slut. Beirut og det pragtfulde Baalbek-tempel ventede på mig. Da jeg første gang troppede op på den libanesiske ambassade i Amman, fik jeg - af den tidligere nævnte herre - oplyst, at jeg skulle medbringe "en anbefaling fra min egen ambassade". Hvor der var en sådan, kunne han dog ikke fortælle mig. Efter megen spørgen omkring fandt jeg ud af, at der rent faktisk var en dansk konsulat i Amman, så jeg skyndte mig derud... Der var dog ingen på konsulatet som kunne hjælpe mig før næste dag, så jeg måtte tage endnu en nat i Amman. Næste dag får jeg så udstedt de nødvendige papirer - skrevet på arabisk - men de spørger mig i øvrigt ikke om noget som helst andet end navn og fødselsdato... Jeg styrter straks af sted til ambassaden med pas og papirer, og får at vide at jeg kan hente mit visum næste dag. Altså endnu en nat i Amman. Næste dag efter en times ventetid får jeg så beskeden: YOU CAN NOT GET A VISA... Jeg var sur.. Og det kunne han mærke. Han begyndte at spørge mig om, hvorfor jeg overhovedet ville til Libanon. Så fik jeg en genial idé. Jeg er HISTORIELÆRER, sagde jeg, og jeg vil studere ruinerne i Baalbek! Den tyggede han lidt på... Så tog han pas og papirer til sig igen, gik ud i lokalet bagved, vendte tilbage, bad mig om penge til visum - som jeg fluks betalte, og sagde så, at jeg skulle komme tilbage om eftermiddagen... Der var en ufattelig masse mennesker om eftermiddagen, og jeg ventede i timevis. Men jeg fik mit visum! Nu var problemet blot at få plads på et fly. Jeg havde opgivet at tage over landjorden, for i så fald skulle jeg gennem Syrien, og dertil havde jeg endnu ikke fået visum... (det var stort set lige så besværligt). Aftenflyet var fyldt op, men jeg tog alligevel ud til lufthavnen i håb om en ledig plads. Jeg ventede... Og ventede. En midaldrende europæisk klædt men arabisk udseende herre spurgte mig, hvor jeg skulle hen. Da jeg fortalte ham det, tog han sig til hovedet. Jeg spurgte ham - lidt forvirret - hvorfor... Han rettede sig op, så direkte på mig, og sagde: - Jeg kommer fra Beirut! ... Men, tilføjede han så, - nu bor jeg heldigvis i Canada. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, så en tid sad vi tavse. Pludselig sagde han ivrigt: - Hør her, der er en gade i Beirut som hedder Hamra Street, der ligger nationalbanken, så den gade holdes sikker. Hvis du bare holder dig til den, så er der en hel god chance for at der ikke sker dig noget... Det var jo meget betryggende... Jeg kom for øvrigt ikke med flyet den aften. Jeg måtte tilbringe endnu en nat i Amman, men kom i stedet med et morgenfly. Et par timer sad jeg og ventede i flyet på grund af tekniske problemer. Da det endelig rullede ud på startbanen, var jeg spændt og forventningsfuld... ... men så rullede flyet tilbage til lufthavnsbygningen. Tågen havde lagt sig. Al flyvning var umulig. Jeg skal åbenbart aldrig til Beirut, tænkte jeg. Af sted kom jeg dog. Efter yderligere nogle timers forsinkelse.. I Beiruts lufthavn kommer jeg ubesværet igennem og tager straks en taxa til det kvarter i byen der nu udgør det reelle center. Byens gamle centrum ligger stadig i ruiner... Jeg bliver sat af på Hamra Street (selvfølgelig) og indleder min jagt på et hotel. Jeg finder et i en nærliggende sidegade. Det har en fin reception, men der er ingen mennesker. Pludselig kommer en lille trivelig dame frem, og kalder mig til sig. Hun viser mig hen til et lille rum længere inde i hotellet. Her sidder der en meget stor mand. Dette er den egentlige reception Jeg spørger om prisen. Fourteen dollars, siger han, og udtaler det endda meget tydeligt. Jeg var positivt overrasket, jeg havde troet det var dyrere. Desværre viste det sig senere, at mandens engelskkundskaber lod noget tilbage at ønske. Faktisk var prisen 40 $. Men han var vældig flink, og han sørgede med det samme for at der blev taget fotokopi af mit pas.. - Det er en god ting for dig, siger han - for der er sikkert nogen der stjæler dit pas fra dig på gaden... Jeg må indrømme a jeg var en anelse utryk, da jeg igen begav mig ud på gaden. Først prøvede jeg at finde posthuset. Det lå næsten lige ved siden af hotellet, men selv om det - ifølge mine informationer - var hovedposthus og selv om det var angivet på det kort jeg havde over byen, var det så svært at finde at jeg var nødt til at spørge mig for. Jeg finder ud af det ligger på førstesalen i en stor bygning, men der er overhovedet ingen skiltning nede ved gaden. Og da man endelig kommer op, er det svært nok endda, for posthuset er spredt over en række små rum, og det hele virkede ufattelig kaotisk. Men ok, de postkort jeg sendte kom rent faktisk hjem. Jeg gik en tur rundt i byen, også væk fra Hamra Street, droppede ind på små caféer, fandt ud af at "medium" her er et udtryk for hvor meget sukker man vil have i kaffen, og efterhånden følte jeg ikke at byen var så farlig endda. Alligevel tog jeg videre den næste dag. Dels var jeg kun i Beirut for at få en lille fornemmelse af stemningen, og dels havde de mange advarsler trods alt gjort indtryk mig, men jeg fandt aldrig for alvor ud af, hvorfor byen skulle være så farlig at færdes i . På vej mod mit næste mål, Baalbek-ruinerne tæt ved den syriske grænse, kørte jeg i taxa gennem byens gamle centrum. Det var et utroligt deprimerende syn, et utal af ødelagte huse, og blandt dem der stod, var der stort set ikke et eneste som ikke var plettet af skudhuller. Først nu gik det rigtig op for mig, hvad denne vanvittige krig havde gjort ved byen. Om Beirut nogensinde genopstår i fordums glans skal jeg ikke kunne sige, men der vil i hvert fald gå mange år endnu. Tilbage står så, at jeg kunne beskue et af klodens mest imponerende bygningskompekser fra oldtiden - Baalbek-ruinerne - sammen med kun en lille håndfuld andre turister. Det var en oplevelse. Og så videre til Syrien, jeg passerede grænsen uden skygge af visum-problemer, jeg fik blot et stempel i passet. Verden er nu lidt underligt skruet sammen. |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:25 |